Når virkeligheden ikke tæller

Som Jyllands-Posten beskrev den 15. maj (Boligejer anmodede om at få revet sit bevaringsværdige hus ned i kampen mod Vurderingsstyrelsen – Jyllands-Posten), står Poul og Helle Andersen fra Øster Bording tilbage med en følelse af afmagt i mødet med Vurderingsstyrelsen. De bor i et bevaringsværdigt hus – en kulturhistorisk bygning og et hjem, de har passet på i mere end 30 år. De har opfostret deres børn der, plejet huset, værnet om historien og gjort det, vi egentlig ønsker, at flere gjorde: taget ansvar for et stykke dansk bygningskultur. Men i Vurderingsstyrelsens verden ser virkeligheden anderledes ud.

Her vurderer styrelsen, at ægteparrets grund i princippet kan udstykkes i to. Derfor er deres grundværdi steget voldsomt. Problemet er bare, at den mulighed efter alt at dømme ikke findes i virkeligheden. Huset er bevaringsværdigt, kommunen har afvist, at det kan rives ned, og kommunen vurderer samtidig, at lokalplanens krav betyder, at en udstykning næppe vil kunne lade sig gøre. Alligevel beskattes ægteparret, som om muligheden eksisterer.

Kommunen siger nej, mens Vurderingsstyrelsen siger betal. Det lyder som absurd teater, men det er virkeligheden for en dansk boligejer, og det er både stærkt kritisabelt og principielt bekymrende.

Det absurde består ikke kun i, at vurderingen virker urimelig. Det absurde består i, at staten har skabt en juridisk parallelverden, hvor huset ikke findes. Vurderingsstyrelsen vurderer nemlig grunden i såkaldt “ubebygget stand”. På papiret kan det måske lyde som en teknisk vurderingsregel, men for borgeren betyder det, at virkeligheden bliver tilsidesat. Det bevaringsværdige hus forsvinder i modellen, kommunens vurdering mister betydning, og en teoretisk mulighed bliver forvandlet til en skattepligtig værdi.

Når staten beskatter en borger af en mulighed, som borgeren ikke kan udnytte, er vi ikke længere i almindelig sund fornuft. Så er vi i et bureaukratisk teaterstykke, hvor systemet har skrevet manuskriptet på forhånd, og hvor borgerens rolle blot er at betale regningen.

Grundloven er mere end festtaler

På Grundlovsdag bør vi minde hinanden om, hvorfor det er så alvorligt. Grundlovens § 43 siger, at ingen skat kan pålægges uden ved lov. § 73 fastslår, at ejendomsretten er ukrænkelig. Og § 63 giver borgeren mulighed for at få prøvet myndighedernes grænser ved domstolene. Det betyder ikke, at enhver urimelig skatteopkrævning automatisk er grundlovsstridig. Det er en juridisk vurdering. Men sagen fra Øster Bording rammer direkte ind i Grundlovens ånd: Staten er til for borgeren, ikke omvendt.

For et retssamfund handler ikke kun om, at der findes en klagevej. Det handler også om, at borgeren mødes med rimelighed fra begyndelsen. Det er ikke godt nok, at man i teorien kan klage, hvis systemet i praksis er så uigennemskueligt, at almindelige mennesker knap kan finde ud af, hvad de skal klage over. Det bør ikke kræve, at man er regnskabskonsulent, jurist eller har adgang til pressen for at få staten til at lytte. Hvad med pensionisten, der bare betaler? Hvad med familien, der ikke orker en lang klagesag? Hvad med boligejeren, der aldrig opdager, at fejlen ligger gemt nede i et bilag?

Et retssamfund må ikke være indrettet sådan, at kun de mest ressourcestærke borgere kan få staten til at tage virkeligheden alvorligt. Når en borger kan komme med kommunens vurdering i hånden og stadig mødes af et system, der insisterer på sin egen teoretiske konstruktion, er der noget galt. Ikke bare med én vurdering. Ikke bare med én sag. Men med hele den måde, vi har indrettet systemet på.

Det nye ejendomsvurderingssystem skulle skabe tillid. Det skulle rette op på et gammelt system, der ikke fungerede, og give boligejerne mere retvisende vurderinger. I stedet har vi fået et system, der i alt for mange tilfælde skaber usikkerhed, frustration og mistillid. Rigsrevisionen har tidligere vurderet, at Skatteministeriets styring af udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem var kritisabel, og at ministeriet manglede overblik over økonomien. Det er i min optik en alt for mild kritik.  

Det er værd at huske, at systemet ikke bare har været dyrt. Det har været ekstremt dyrt. Den økonomiske ramme var på 96 mio. kr., men regningen kommer til at overstige 5 mia. kr.

Man kunne måske leve med et dyrt system, hvis det virkede. Man kunne måske leve med et kompliceret system, hvis borgerne oplevede, at det var retfærdigt. Men når et milliarddyrt system ender med at beskatte mennesker af fiktive muligheder, som kommunerne ikke mener kan realiseres, så kan man ikke længere nøjes med at tale om mindre justeringer. Så må man stille det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor holder vi fast i et system, der har mistet forbindelsen til virkeligheden?

En næsten tragikomisk krølle er, at tre elever fra 7. klasse på Skt. Josefs Skole i Roskilde har lavet projektet “Den gennemskuelige ejendomsvurdering” (Den gennemskuelige ejendomsvurdering – Unge Forskere), hvor de har opstillet forskellige parametre i deres model. Det viser sig, at deres model beregner den faktiske salgspris mere præcist end vurderingsstyrelsen. Det betyder selvfølgelig ikke, at tre skoleelever skal overtage Vurderingsstyrelsen i morgen. Men det betyder, at vi skal holde op med at acceptere forklaringen om, at ejendomsvurderinger er så komplicerede, at almindelige mennesker bare må bøje nakken og acceptere systemets svar. Det betyder, at gennemsigtighed ikke er umuligt. Og det betyder, at Christiansborg bør holde op med at forsvare det uforsvarlige.

Skrot systemet og start forfra

For problemet er ikke længere bare enkelte fejl – problemet er systemet selv. Når et system kræver milliarder, årelange forsinkelser, bunker af vejledninger og stadig kan ende med at beskatte borgere af værdier, de ikke kan realisere, så er det ikke nok med endnu en praksisændring eller endnu en teknisk justering. Vurderingssystemet skal skrottes og bygges op forfra.

Et nyt system bør bygge på nogle få, enkle principper. Borgeren skal kunne forstå sin vurdering. Staten skal kunne forklare sin regning. Vurderingen skal tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en juridisk fiktion, hvor bevaringsværdige huse forsvinder, og umulige udstykninger bliver gjort skattepligtige. Og når der er tvivl, bør tvivlen ikke automatisk komme systemet til gode. Den bør komme borgeren til gode.

Når systemet og virkeligheden er uenige, må staten ikke automatisk vælge systemet. Staten skal vælge borgeren.

På Grundlovsdag fejrer vi, at magten har grænser. Men de grænser betyder ikke meget, hvis staten kan gemme sig bag modeller, algoritmer og juridiske konstruktioner, som borgeren ikke kan gennemskue. Tillid til staten opstår ikke, fordi staten beder om den. Tillid opstår, når staten gør sig fortjent til den.

Kim Møller-Nielsens Grundlovstale 2026, Bygholm Park i Horsens. Bragt som kronik i Jyllandsposten den 6. juni 2026

The post Det absurde teater i Vurderingsstyrelsen first appeared on Stem på Kim Møller-Nielsen.

Socialdemokratiet og dele af venstrefløjen har i årevis flirtet med at genindføre formueskat. Under valgkampen i 2007 var den på bordet. I 2011 kom millionærskatten som en del af S og SF’s økonomiske plan “Fair Løsning”. I 2019 pressede Enhedslisten, SF og Alternativet igen på for højere skat på formuer. Hver gang bliver det solgt som “retfærdighed”. I praksis er det mest af alt populisme.

Formueskatten bygger på en ret skæv logik: At det er forkert at spare op og investere. Hvis to mennesker tjener det samme, men den ene bruger det hele, mens den anden bygger en opsparing og en formue, så skal den sidste straffes med ekstra skat. Det er ikke retfærdighed. Det er en straf for ansvarlighed.

Som Ole Birk Olesen har peget på: Vi har faktisk brug for formuer i et samfund. Formuer er ikke bare penge på en konto. Det er kapital, der bliver til investeringer i virksomheder, arbejdspladser og innovation. Når nogen opbygger kapital, er det ofte netop den kapital, der finansierer nye idéer og nye job. En formueskat sender det stik modsatte signal: Lad være med at opbygge noget. Lad være med at investere. Brug pengene nu – ellers kommer staten og tager sin bid.

Det er ikke bare principielt forkert. Det er også økonomisk dumt. Erfaringerne viser, at provenuet fra formueskatter ofte er begrænset – og nogle gange direkte negativt, fordi adfærden ændrer sig. I Norge har debatten de senere år netop handlet om, at velhavende iværksættere og investorer flytter ud for at undgå skatten. Resultatet er færre investeringer, færre arbejdspladser og lavere fremtidig vækst. Kagen bliver mindre.

Alligevel presses idéen frem igen. Ikke fordi argumenterne er blevet bedre, men fordi det umiddelbart lyder “rimeligt” at beskatte de rigeste mere. Men politik bør ikke være en konkurrence i at finde den næste populære straffeskat. Som Alex Vanopslagh har sagt: Liberal Alliance laver ikke meningsmålingspolitik. Hvis en idé er skadelig for Danmark, er det vores pligt at sige det højt – også når det ikke er det letteste.

Formueskatten er i praksis en misundelsesskat. Den spiller på forestillingen om, at hvis vi bare tager lidt mere fra dem, der har mest, så bliver alle andre rigere. Men sådan fungerer økonomi ikke. Velstand skabes af investeringer, risikovillighed og mennesker, der bygger virksomheder op over tid. Når staten begynder at straffe netop den adfærd, underminerer vi fundamentet for fremtidens velstand.

Danmark har ikke brug for flere skatter på dem, der skaber værdi. Danmark har brug for flere investeringer, flere virksomheder og flere mennesker, der tør tage chancer. Derfor bør vi afvise formueskatten klart og kontant.

Der mangler ikke penge. Der mangler fornuft.

The post formueskat er gift for iværksætteriet first appeared on Stem på Kim Møller-Nielsen.

Atomkraft er i dag en af de mest stabile og klimavenlige energiformer, vi har. En rapport fra FN’s økonomiske kommission for Europa (UNECE) konkluderer, at kernekraft har en af de laveste CO2‑udledninger over hele sin livscyklus blandt alle energiteknologier. Samtidig har EU klassificeret kernekraft som en grøn teknologi, der kan bidrage til den nødvendige omstilling af vores energisystemer. Mange af vores nabolande – fra Sverige til Finland – bruger allerede atomkraft som en central del af deres energiforsyning. Alligevel har Danmark i årtier valgt at stå udenfor. Det er ikke fremsynet klimapolitik. Det er teknologisk berøringsangst.

De seneste års geopolitiske kriser har samtidig understreget, hvor sårbart Europas energisystem kan være. Før Ruslands invasion af Ukraine kom omkring 40 procent af EU’s gas fra Rusland. Når energiforsyningen kan påvirkes af internationale konflikter og autoritære regimer, bør det være en klar prioritet at styrke vores egen energisikkerhed. Atomkraft leverer stabil strøm – uafhængigt af vind og vejr – og kan derfor være et stærkt fundament under et energisystem, hvor vedvarende energi selvfølgelig også spiller en vigtig rolle.

I Liberal Alliance mener vi derfor, at Danmark skal undersøge mulighederne for atomkraft seriøst og uden fordomme. Derfor har vi foreslået at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af uafhængige eksperter, som kan analysere, hvordan atomkraft kan indgå i det danske energimiks. Samtidig har vi fremlagt et atomkraftudspil med 24 konkrete punkter, der blandt andet omfatter etableringen af danske atomkraftmyndigheder, et nordisk samarbejde om teknologien og en plan for håndtering af affald. Det er en ansvarlig og gennemtænkt tilgang til en teknologi, som store dele af verden allerede investerer massivt i.

Debatten flytter sig også blandt danskerne. En meningsmåling foretaget af Megafon for Kärnfull Energi viser rekordstor opbakning til kernekraft i Danmark. Flere og flere kan se det samme, som mange forskere og ingeniører har sagt i årevis: Hvis vi vil have et moderne energisystem med både lave udledninger og høj forsyningssikkerhed, giver det ikke mening at udelukke en af de mest effektive teknologier på forhånd.

Som kandidat i Østjylland mener jeg, at Danmark bør have ambitioner om at være et højteknologisk og innovativt grønt foregangsland. Det kræver, at vi tør tænke nyt – og at vi ikke lader gamle fordomme stå i vejen for fremtidens løsninger. Atomkraft er ikke en erstatning for vedvarende energi, men et stærkt supplement, der kan sikre stabil strøm til både borgere og virksomheder.

Der mangler ikke penge. Der mangler fornuft. Hvis Danmark vil have en realistisk grøn omstilling, stærk energisikkerhed og et energisystem, der kan bære fremtidens samfund, bør atomkraft være en del af løsningen. Det er tid til at lægge ideologiske skyklapper til side og tage debatten på et oplyst grundlag. Danmark fortjener en energipolitik, der bygger på teknologi, viden – og ansvar for fremtiden.

The post Atomkraft: Danmark har ikke råd til teknologisk berøringsangst first appeared on Stem på Kim Møller-Nielsen.

The post Sænk bro- og færgeafgifterne first appeared on Stem på Kim Møller-Nielsen.

Jeg har selv arbejdet i Afrika (Mozambique) i et år. Jeg har set engagementet, de dygtige lokale kræfter, og jeg har set systemet omkring udviklingsbistanden. Det er som sådan velmenende projekter, men de leverer primært aktivitet, ikke forandring. I de fleste tilfælde er det projekter for projektets skyld. Det er ikke udvikling – det er en NGO-industri.

The post Udviklingsbistand: Den dyre illusion first appeared on Stem på Kim Møller-Nielsen.

The post Bureaukratiet kvæler Danmark – og vi ved det godt! first appeared on Stem på Kim Møller-Nielsen.