Grundlovsdag er en dag, hvor vi taler om frihed, folkestyre og rettigheder. Vi taler om Danmark som et retssamfund, hvor borgeren har rettigheder, og hvor staten ikke bare kan gøre, hvad den vil. Grundloven lever også i det helt almindelige møde mellem borgeren og staten. Den minder os om, at magten har grænser, og at …
Grundlovsdag er en dag, hvor vi taler om frihed, folkestyre og rettigheder. Vi taler om Danmark som et retssamfund, hvor borgeren har rettigheder, og hvor staten ikke bare kan gøre, hvad den vil. Grundloven lever også i det helt almindelige møde mellem borgeren og staten. Den minder os om, at magten har grænser, og at staten er til for borgeren – ikke omvendt.
Når virkeligheden ikke tæller
Som Jyllands-Posten beskrev den 15. maj (Boligejer anmodede om at få revet sit bevaringsværdige hus ned i kampen mod Vurderingsstyrelsen – Jyllands-Posten), står Poul og Helle Andersen fra Øster Bording tilbage med en følelse af afmagt i mødet med Vurderingsstyrelsen. De bor i et bevaringsværdigt hus – en kulturhistorisk bygning og et hjem, de har passet på i mere end 30 år. De har opfostret deres børn der, plejet huset, værnet om historien og gjort det, vi egentlig ønsker, at flere gjorde: taget ansvar for et stykke dansk bygningskultur. Men i Vurderingsstyrelsens verden ser virkeligheden anderledes ud.
Her vurderer styrelsen, at ægteparrets grund i princippet kan udstykkes i to. Derfor er deres grundværdi steget voldsomt. Problemet er bare, at den mulighed efter alt at dømme ikke findes i virkeligheden. Huset er bevaringsværdigt, kommunen har afvist, at det kan rives ned, og kommunen vurderer samtidig, at lokalplanens krav betyder, at en udstykning næppe vil kunne lade sig gøre. Alligevel beskattes ægteparret, som om muligheden eksisterer.
Kommunen siger nej, mens Vurderingsstyrelsen siger betal. Det lyder som absurd teater, men det er virkeligheden for en dansk boligejer, og det er både stærkt kritisabelt og principielt bekymrende.
Det absurde består ikke kun i, at vurderingen virker urimelig. Det absurde består i, at staten har skabt en juridisk parallelverden, hvor huset ikke findes. Vurderingsstyrelsen vurderer nemlig grunden i såkaldt “ubebygget stand”. På papiret kan det måske lyde som en teknisk vurderingsregel, men for borgeren betyder det, at virkeligheden bliver tilsidesat. Det bevaringsværdige hus forsvinder i modellen, kommunens vurdering mister betydning, og en teoretisk mulighed bliver forvandlet til en skattepligtig værdi.
Når staten beskatter en borger af en mulighed, som borgeren ikke kan udnytte, er vi ikke længere i almindelig sund fornuft. Så er vi i et bureaukratisk teaterstykke, hvor systemet har skrevet manuskriptet på forhånd, og hvor borgerens rolle blot er at betale regningen.
Grundloven er mere end festtaler
På Grundlovsdag bør vi minde hinanden om, hvorfor det er så alvorligt. Grundlovens § 43 siger, at ingen skat kan pålægges uden ved lov. § 73 fastslår, at ejendomsretten er ukrænkelig. Og § 63 giver borgeren mulighed for at få prøvet myndighedernes grænser ved domstolene. Det betyder ikke, at enhver urimelig skatteopkrævning automatisk er grundlovsstridig. Det er en juridisk vurdering. Men sagen fra Øster Bording rammer direkte ind i Grundlovens ånd: Staten er til for borgeren, ikke omvendt.
For et retssamfund handler ikke kun om, at der findes en klagevej. Det handler også om, at borgeren mødes med rimelighed fra begyndelsen. Det er ikke godt nok, at man i teorien kan klage, hvis systemet i praksis er så uigennemskueligt, at almindelige mennesker knap kan finde ud af, hvad de skal klage over. Det bør ikke kræve, at man er regnskabskonsulent, jurist eller har adgang til pressen for at få staten til at lytte. Hvad med pensionisten, der bare betaler? Hvad med familien, der ikke orker en lang klagesag? Hvad med boligejeren, der aldrig opdager, at fejlen ligger gemt nede i et bilag?
Et retssamfund må ikke være indrettet sådan, at kun de mest ressourcestærke borgere kan få staten til at tage virkeligheden alvorligt. Når en borger kan komme med kommunens vurdering i hånden og stadig mødes af et system, der insisterer på sin egen teoretiske konstruktion, er der noget galt. Ikke bare med én vurdering. Ikke bare med én sag. Men med hele den måde, vi har indrettet systemet på.
Det nye ejendomsvurderingssystem skulle skabe tillid. Det skulle rette op på et gammelt system, der ikke fungerede, og give boligejerne mere retvisende vurderinger. I stedet har vi fået et system, der i alt for mange tilfælde skaber usikkerhed, frustration og mistillid. Rigsrevisionen har tidligere vurderet, at Skatteministeriets styring af udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem var kritisabel, og at ministeriet manglede overblik over økonomien. Det er i min optik en alt for mild kritik.
Det er værd at huske, at systemet ikke bare har været dyrt. Det har været ekstremt dyrt. Den økonomiske ramme var på 96 mio. kr., men regningen kommer til at overstige 5 mia. kr.
Man kunne måske leve med et dyrt system, hvis det virkede. Man kunne måske leve med et kompliceret system, hvis borgerne oplevede, at det var retfærdigt. Men når et milliarddyrt system ender med at beskatte mennesker af fiktive muligheder, som kommunerne ikke mener kan realiseres, så kan man ikke længere nøjes med at tale om mindre justeringer. Så må man stille det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor holder vi fast i et system, der har mistet forbindelsen til virkeligheden?
En næsten tragikomisk krølle er, at tre elever fra 7. klasse på Skt. Josefs Skole i Roskilde har lavet projektet “Den gennemskuelige ejendomsvurdering” (Den gennemskuelige ejendomsvurdering – Unge Forskere), hvor de har opstillet forskellige parametre i deres model. Det viser sig, at deres model beregner den faktiske salgspris mere præcist end vurderingsstyrelsen. Det betyder selvfølgelig ikke, at tre skoleelever skal overtage Vurderingsstyrelsen i morgen. Men det betyder, at vi skal holde op med at acceptere forklaringen om, at ejendomsvurderinger er så komplicerede, at almindelige mennesker bare må bøje nakken og acceptere systemets svar. Det betyder, at gennemsigtighed ikke er umuligt. Og det betyder, at Christiansborg bør holde op med at forsvare det uforsvarlige.
Skrot systemet og start forfra
For problemet er ikke længere bare enkelte fejl – problemet er systemet selv. Når et system kræver milliarder, årelange forsinkelser, bunker af vejledninger og stadig kan ende med at beskatte borgere af værdier, de ikke kan realisere, så er det ikke nok med endnu en praksisændring eller endnu en teknisk justering. Vurderingssystemet skal skrottes og bygges op forfra.
Et nyt system bør bygge på nogle få, enkle principper. Borgeren skal kunne forstå sin vurdering. Staten skal kunne forklare sin regning. Vurderingen skal tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en juridisk fiktion, hvor bevaringsværdige huse forsvinder, og umulige udstykninger bliver gjort skattepligtige. Og når der er tvivl, bør tvivlen ikke automatisk komme systemet til gode. Den bør komme borgeren til gode.
Når systemet og virkeligheden er uenige, må staten ikke automatisk vælge systemet. Staten skal vælge borgeren.
På Grundlovsdag fejrer vi, at magten har grænser. Men de grænser betyder ikke meget, hvis staten kan gemme sig bag modeller, algoritmer og juridiske konstruktioner, som borgeren ikke kan gennemskue. Tillid til staten opstår ikke, fordi staten beder om den. Tillid opstår, når staten gør sig fortjent til den.
Kim Møller-Nielsens Grundlovstale 2026, Bygholm Park i Horsens. Bragt som kronik i Jyllandsposten den 6. juni 2026
