I juli lancerede Canadas premierminister Mark Carney en overraskende enkel vækstidé i Canada: Sænk bro- og færgeafgifterne, så familier og virksomheder lettere kan bevæge sig, handle og arbejde på tværs af landet. Det er ikke raketvidenskab – det er bare sund fornuft. Og det er præcis den type politik, vi mangler i Danmark. Herhjemme har …
I juli lancerede Canadas premierminister Mark Carney en overraskende enkel vækstidé i Canada: Sænk bro- og færgeafgifterne, så familier og virksomheder lettere kan bevæge sig, handle og arbejde på tværs af landet. Det er ikke raketvidenskab – det er bare sund fornuft. Og det er præcis den type politik, vi mangler i Danmark.
Herhjemme har vi travlt med at tale om sammenhængskraft og produktivitet, men vi gør det dyrere at krydse landet. Ikke bare for bilister – også på skinner. Broafgiften for passagertog over Storebælt er til 2026 steget til 4.929 kr. Det er en af de der tekniske regninger, som ingen almindelige mennesker ser, men som til sidst ender i billetpriser, færre afgange eller dårligere økonomi i kollektiv trafik.
Pointen er enkel: Transport er ikke en luksus – det er infrastruktur. Når vi gør det dyrere at komme på arbejde, besøge kunder, rekruttere medarbejdere eller levere varer, så hæmmer vi vækst – og gør hverdagen mere besværlig.
Derfor burde Danmark gøre det samme som Canada: Sænk bro- og færgeafgifterne markant. Start med de mest oplagte steder, hvor det giver direkte effekt: Storebælt og de afgørende færgeruter. Og hvis vi vil gøre noget konkret for pendlerne samtidig, så bør vi i det mindste afskaffe eller sænke broafgiften for passagertog over Storebælt. Det vil gøre kollektiv transport billigere og mere konkurrencedygtig – uden flere kampagner og powerpoint-planer.
Og ja, flere færgeruter er private – men vi vil have færgeruterne, fordi de binder Danmark sammen og giver et vigtigt alternativ til broen. Staten kan sænke broafgiften, og havne/kommuner kan sænke de offentligt skabte omkostninger (havneafgifter og bureaukrati), så færgen kan konkurrere fair på pris og kapacitet.
“Men hvem skal betale?” spørger nogen altid, så snart vi taler om at sænke en afgift. Fair nok. Men spørgsmålet bør vendes om: Hvem betaler for, at vi ikke gør det? Når transport bliver dyrere, falder mobiliteten. Det koster på arbejdsudbud, handel, turisme, investeringer – og i sidste ende på statens skatteindtægter.
Finansieringen kan komme fra tre steder:
For det første: Prioritering. Hvis regeringen kan finde milliarder til nye puljer, ordninger og administration, kan man også finde penge til at sænke en afgift, der rammer bredt og skaber vækst.
For det andet: Afbureaukratisering. Hver gang vi fjerner en unødvendig regel, et kontrolkrav eller et dokumentationshelvede, frigør vi ressourcer – både i staten og i virksomhederne. Det er den billigste form for reform generelt: mindre spild, mere tid, mere værdi.
For det tredje: Vækst. Lavere transportomkostninger skaber aktivitet. Mere aktivitet giver flere skatteindtægter. Ikke med magi – men med flere transaktioner, flere arbejdstimer, flere kunder og flere investeringer.
Vi har før haft modet til at tale om broafgifter. Vi bør have modet til at gøre noget ved dem igen. Danmark er et lille land – vi har ikke råd til at gøre det dyrt at hænge sammen.
Lad os sænke bro- og færgeafgifterne. Det er en enkel reform, der kan mærkes. Og det er en af de sjældne politiske beslutninger, der giver payoff hos både familier og virksomheder.
Kim Møller-Nielsen
Folketingskandidat, Liberal Alliance (Østjylland)
