Hvis vi mener alvorligt, at udviklingsbistanden skal gøre en forskel, skal vi stoppe med at måle godhed i procenter og begynde at måle i resultater. Noget af det mest konkrete, vi kan gøre, er at åbne mere for frihandel. Varig udvikling kommer ikke af permanente overførsler, men af en indre dynamik: virksomheder der vokser, job …
Jeg er helt vild med Henrik Dahls brutale, men præcise formulering fra forleden:
“Alle voksne mennesker ved, at ulandsbistand er lig med penge fra fattige mennesker i den rige verden, der går til rige mennesker i den fattige verden.”
Det lyder hårdt. Men pointen er vigtig: Vi har i årtier pakket udviklingsbistand ind i godhed, mens vi har gjort det næsten umuligt at føre en nøgtern samtale om resultater.
Jeg har selv arbejdet i Afrika (Mozambique) i et år. Jeg har set engagementet, de dygtige lokale kræfter, og jeg har set systemet omkring udviklingsbistanden. Det er som sådan velmenende projekter, men de leverer primært aktivitet, ikke forandring. I de fleste tilfælde er det projekter for projektets skyld. Det er ikke udvikling – det er en NGO-industri.
Og den hårde sandhed er, at forskningen i lange stræk peger samme sted hen. Professor i økonomi Martin Paldam har – med udgangspunkt i store gennemgange af bistandslitteraturen – været med til at konkludere, at udviklingsbistandens effekt på BNP-vækst er så lille, at den ikke et statistisk signifikant. Med andre ord: Vi bruger milliarder på noget, vi har svært ved at dokumentere virker som lovet.
En bedre løsning: Mere frihandel
En bedre løsning end mere udviklingsbistand er mere frihandel. Hvis lande i Afrika skal rejse sig, skal de ikke have flere velmenende projekter. De skal have mulighed for at sælge deres varer og ydelser på samme vilkår som alle andre.
For udvikling kommer af en indre dynamik: virksomheder, der vokser, job der opstår, handel der tager fart, og en middelklasse der begynder at stille krav. Den dynamik opstår ikke af overførsler – den opstår af handel, investeringer og konkurrence.
Og lad os være ærlige: Vi i Europa taler varmt om udvikling, men vi gør det stadig svært, især dér hvor mange fattige lande faktisk kan konkurrere: mad og landbrugsvarer. Når vi beskytter vores egne markeder, beder vi i praksis andre lande om at blive ved med at være fattige – og så sender vi bagefter en check for at dulme samvittigheden.
Derfor er mere frihandel noget af det mest konkrete, vi kan gøre, hvis vi vil flytte mennesker fra afhængighed til selvstændighed: Åbn markederne – og lad den indre dynamik gøre resten.
0,5% er stadig mange penge – bare færre spildte
I Liberal Alliance har vi den rigtige retning, når vi vil sænke udviklingsbistanden til 0,5%. Det er stadig et meget stort beløb, men det tvinger os til at prioritere og stille krav. Og det er faktisk dejligt, at Venstre går med på den retning – for det er præcis den slags realisme, der mangler i debatten.
Det, der ofte bliver glemt i den her debat, er, at procenter lyder pæne i en tale – men i praksis fungerer de som en autopilot. Når udviklingsbistanden bindes til en fast procent af BNP, vokser beløbet næsten automatisk år for år, uden at nogen behøver tage den svære diskussion om effekt og prioritering. Og netop derfor er det blevet et af de få områder i politik, hvor man alt for sjældent behøver dokumentere, at man får noget igen.
Og her er det vigtige: Sænker vi niveauet til 0,5%, bruger vi stadig et enormt beløb – ca. 15 mia. som nominelt er det samme som i 2016. Altså går vi med forslaget tilbage til det beløb, som vi årligt betalte for 10 år siden. Det er ikke at “lukke for hjælpen”. Det er at skrue ned fra autopilot og tilbage til et niveau, hvor vi kan kræve mere effekt, mere fokus og mindre bistandsindustri.
Og så er der Lars Løkke…
Lars Løkke forsvarer i sit skriv (17/2-26) fra flyet tilbage fra Afrika, udviklingsbistanden som “en investering”, som “skaber indflydelse”, “åbner døre” og gør Danmark “til en stemme i verden”. Men der er noget grundlæggende forkert ved argumentet, hvis “indflydelsen” i praksis betyder, at vi holder liv i et system, som både modtagerlandene og danske skatteydere taber på.
Hvis udviklingsbistandens bedste forsvar er, at den gør os populære i internationale cirkler, så har vi allerede tabt. Udviklingsbistand skal være et redskab, der flytter mennesker fra fattigdom til økonomisk frihed – og hvis den ikke kan det, skal den laves om.
Det er ikke kynisk at stoppe spild. Det kyniske er at kalde spild for solidaritet.
Derfor: Sænk til 0,5% og gerne lavere niveau. Skær ned på mellemled og projekter, der primært lever af rapportering. Prioritér det, der kan måles, og lad os samtidig tage den debat, som alt for mange undgår: Mere frihandel og adgang til de europæiske markeder kan gøre mere for udvikling end endnu en runde gode hensigter betalt af danske skatteydere.
